ØSTERBRO - Vi er i en af disse ejendomme af rød mursten i 5 etager fra den gang for omtrent 100 år siden, da Østerbro blev skabt. Vi besøger indretningsarkitekt Niels Rejnhold i hans eget univers. Helt præcist i hans farveunivers.

Når man entrerer indretningsarkitekt Niels Rejnholds lejlighed indser man øjeblikkelig, at de sædvanlige floskler om hjembragte genstande fra eksotiske udlandsophold og lyse rumlige lejeområder til børnene ikke slår til her.

I Nielses lejlighed handler det om noget helt andet. Det handler om af bringe tre elementer i spil.

Gamle arvestykker og nyt, men bestemt ikke dyrt, sættes præcist sammen med en nøjagtig udvalgt pallette af skrappe farver.

Man spørger sig selv, hvad der kom først. Blev lamperne fra IKEA købt til farvepalletten eller valgte han farvepalletten efter de to lamper han allerede havde stående fra IKEA. Det er ikke ment nedladende, for det er ekstremt vellykket.

Nielses farveunivers er nærmest følelsesløst og omgangen med hans antikke arvegods er helt uden nostalgi. Kompositionen af farver kompenserer dog for den mangel på sentimentalitet.  

Niels har ikke valgt farverne i sin lejlighed så de passer til hans ejendele. Niels har, med små ændringer, fået sine ejendele til at passe ind i farvepalletten. Og det kræver mod – når en stol skal betrækkes om eller et arvestykke fuldmales i skrappe farver. 

Men, hvad er det så han opnår?

Når Niels kun har tre farver i spil og maler gulve og paneler i én farve og vægge og lofter i to andre, så skaber han en scene, hvor han kan udstille og fremhæve objekter. Han fremhæver små personlige detaljer, og ting, der betyder noget for ham, eksponeres yderligere. Desuden skaber han muligheden for at sætte nyt og gammelt op i en uforstyrret ramme, hvor de for lov at spille sammen.

Endelig giver den enkle scenen med få farver associationer til et maleri, hvor lyset får frit spil til at skabe levende billeder, der på det nærmeste leder tankerne hen på Hammershøj.

 Niels har boet 10 år i Frankrig og havde rig mulighed for at pynte sit hjem med nips og romantik. Den faldt han ikke for.